Uganda holdte 50 års uafhængighedsdag om tirsdagen= ret kedelig affære,
alle folk blev hjemme og der var en ret syg officiel ceremoni
Uganda spillede en kvalifikationskamp mod Zambia og lørdagen = FOLKEFEST!!!
Hele byen var sådan lidt oppe og køre og alle skulle se kampen på tv eller
stadion. Jo tættere man kom på Mandela National Stadium – Namboole jo flere
mennesker og folk der solgte mad, drikke, ting i rød, gul og sort og malede
ansigter var der over det hele. Sofie og jeg blev fulgt hen til stadion og
derefter var vi alene til fodboldkamp ala. UGANDA!!
Vi havde set den sindssyge menneskemængde og forventede en tilsvarende kø
ved indgangen men det flød lige igennem. Men vi var der jo selvfølgelig også
3-4 timer før kampstart. Det betød bare ikke at vi var de første der kom – lang
fra. Efter politichekket men udenfor stadion var der den vildeste folkefest.
Grille med mad, øltelte, folk med merchandise, betting-telte, madtelte og
random grupper på 100-200 mennesker der bare stod og dansede ved en af de store
højtalere var overalt og det var bare en stor og ret fantastisk fest. Så selvom
vi var der i så god tid festede vi bare med de ugandiske roligans (der er alt
andet end rolige).
(Hvis du synes vuvuzelaer var irriterende på tv har du aldrig været i midten
af dem i 4 timer. Just sayin’)
Sofie sagde; ”De siger at man ikke har set en fodboldkamp før man har set
en afrikansk fodboldkamp.” Og det er vel egentlig sandt, for det er da en fest
med tryklufthorn, vuvuzelaer, fløjter, korte vuvuzelaer og alt mulig andet der
kan lave larm. Cirka en ud af 20 på stadion havde ikke en landsholdstrøje på og
de findes i rød, gul, sort og hvid, hvilket er farvene i flaget. Så
selvfølgelig var vi også i henholdsvis sort og gul. Hvilket var fedt for på vej
hjem fra kampen kom random folk op til os og sagde ”Thank you for your support”
og ”Welcome back” da vi nåede ind til Kampala :-D Dejligt med folk der siger
noget oprigtigt på gaden og de virkede sgu virkeligt glade for at vi havde
støttet deres hold – Uganda Cranes. Og vi havde altså også støttet grundigt. Vi
råbte og skreg med hvert nervepirrende spark til sidst og sang med på ”We go,
We go. Uganda Cranes we go, we never stop We Go!”
Sååå… Vi spillede 90 min. + 4 min. i overtid. Det var returopgøret efter at
vi tabte 1-2 i Zambia sidste måned. Den endte 1-0, hvilket jo er en sejr! Vi
var lidt forvirrede om kampen var slut eller hvad der egentlig lige skete,
indtil det gik op for os at de skulle spille om hvem der kvalificerede sig til Africa Cup of Nations i Sydafrika og den stod jo samlet 2-2, hvilket betød en meget nervepirrende
straffesparkskonkurrence. Først stod det lige efter 5 straffespark (inkl. den
afrikanske målmand-mod-målmandssituation)
Og så var det ”sudden death”. Først ved straffespark NUMMER FREAKING 10!
scorede Zambia, men Uganda missede.. Men med SÅ lige en kamp kan man sgu ikke være
skuffet over at tabe til de forsvarende afrikanske mestrer - hvis ikke det var
fordi det betød at de er ude af kvalifikationen til de afrikanske mesterskaber
2013 - og Zambia kan da heller ikke være særligt stolte over at have været en
lille smule held fra at tabe til et holde der ikke har kvalificeret sig i
årevis.
Når Uganda taber græder
selv banen. Og det er første gang de har tabt på deres nationalstadium. Men
kampen var fandeme spændende og det var en FANTASTIK oplevelse.
Hvis du hører til gruppen
”Folk der er bekymret for mig mens jeg er her” så er indlægget slut her…
Efter kampen var det ved
at blive mørkt og ham der havde fulgt os derud fortalte os lige pludselig at
han ikke ville følge os hjem så der stod vi lidt in-the-middle-of-nowhere og
skulle finde vej først tilbage til Kampala og så hjem. Men det endte faktisk
med at være rigtigt nemt, og da vi kom til taxa parken (i downtown Kampala) var
det faktisk så rart at være alene (bare mig og Sofie) ude i aftenen så vi satte
os på nogen sten og drak en Fanta Pineapple (de er sindsygt gode og vejer lidt
op for at deres Fanta Orange her smager klamt). Så tog vi hjemad og jeg blev
hentet af min værtsfar i den by hvor Sofie bor så efter vi havde fulgt hende
hjem tog vi sammen hjem derfra.
Super
god dag, og intet slår stemningen på et afrikansk stadion til en
nationalkamp!