Billeder og hygge

Jeg fejrer lige at mit internet udløber i aften og inden jeg fornyer det skal jeg jo lige udnytte de sidste MB's jeg har tilbage på det her ved at poste nogle billeder af hvad jeg går og oplever. Udvalgt under et strømsvigt, så kvaliteten står jeg ikke inde for ;-)

På sådan en god gammeldags turistudflugt for at se traditionelle kulturelle danse hvorefter de så lidt tvang en til at danse med dem. Så mig med en mærkelig tromme man slår på med noget der minder om et piskeris og en meget traditionelt klædt ugander.

Independence Carnival i Kampala. Det lyder mere fancy end det var, det var faktisk ret kedeligt :-P Men jeg fik da lige et billede af den ene ting der rent faktisk lignede et carnival.

Ude og bade i Victoriasøen, og jeg synes bare lige jeg ville vise et palmeblad ud over den dejlige så på en af min rejses varmeste dage, bare fordi det er frostvejr i Danmark. :-) 

Hey, det er da der hvor jeg bor! Eller i hvert fald gårdspladsen der hvor jeg bor.

Oh, man. Nogengange for Sofie og jeg cravings efter almindelig mad og går på opdagelse omkring Kampala  Road, hvor man bla. på Nando's kan få pomfritter, salat,pitabrød, wraps, sandwich, pizza og andre gode sager. Læg mærke til ketchuppens meget funky farve. Det har underholdt os meget.

Det sker jo bare nogengange at der går en ko midt ud på en af hovedvejene i Kampala. No big deal, selvom folk bliver lidt sure på den. Men lige den her har ikke nogen 1 meter lange dræberhorn (ja, jeg er bange for køer). De går frit sådan lidt som de vil. lidt ligesom aber, høns, kalkuner, flagermus, hunde og katte.

Og ja, nogengange når man alligevel er i byen bliver man nødt til lige at gå på hvad der minder om en helt almindelig dansk cafe (på nær tilkaldeknappen ude til højre i billedet - det er sgu lidt mærkeligt) bare en halv time inden man vender tilbage til forstads-uganda :-D

DGIs verdenshold i Kampala med deres indgang. Lidt smukt med det danske flag ved siden af det ugandiske og vildt at høre folk tale dansk rundt omkring mig. Måske en lille bitte tåre en i den ene øjenkrog da vi sang den danske nationalsang

Når der er trafikprop (hver aften mellem ca. klokken 18:30 og klokken 21) så slås folk rent faktisk for at komme ind i bussen. En busbillet hjem til mig er 800 shs. og en taxi er 1500 shs. Så de sparer ca. 1,5 krone ved at skubbe, sparke og slå hinanden for at komme ind. Behøver jeg sige at lommetyvene elsker det her sted og at jeg gerne holder mig lidt på afstand?

Ligesom dengang man købte taletid i brugsen

Haha, just kidding den tid kan jeg ikke engang huske.. Men da jeg startede med at have en mobil synes jeg fjernt at kunne huske at mine forældre skulle sætte taletid ind på den før man kunne ringe og smse..

Når man skal aktivere internet. Omstændigt, haha. Redskaber: 2 simkort, ca. 7-8 airtime-kort, et modem og en mobiltelefon.

I Uganda bruger man ”airtime” og køber ”airtime cards” Det er kort på størrelse med et kreditkort for de største beløb (20.000 og 10.000) og små papirsstrimler for de mindre (5.000, 2.000, 1.000 og 500). På de her kort er der så et slags skrabelod hvor man skraber og får en kode på 16 cifre eller sådan noget, som man så skal skrive ala. *130*KODE# og så trykke ring op hvorefter den registrer ens nye saldo. Man kan købe de her koder OVERALT, specielt hvis man har MTN ligesom mig eller Warid eller Airtel, der er de helt store telefon-selskaber. MTN er så populært at man overalt kan finde små skure eller hele bygninger i den karakteristiske MTN-gule farve. Så vidt jeg kan gætte mig frem til kan man få en ret stor rabat på at få malet hvis man går det gennem MTN/Sadolin/Regal Paints/Airtel eller lignende mod at de så til gengæld maler en reklame.

Internet fungerer mere eller mindre på samme måde. Først ”loader” man airtime på sin mobil, hvorefter man køber en internetpakke med et vist forbrug over en vis periode. Så sætter man sim-kortet tilbage i et modem og så kan man bruge det til internetforbindelse. Her findes absolut ingen trådløse forbindelse og kun kabler på internetcaféer..

Til bryllup i landsbyen

Ligesom så meget andet kan man bare ikke forestille sig et ugandisk bryllup før man har set det.

Mit kamera har panorama-funktion. Seeeejt, hva'?

Først lige lidt om bryllupper i Uganda og baggrunden (fordi jeg er lidt kultur-nørd):

I Uganda er kæreste-forhold ikke noget der er offentligt. Som regel har unge mennesker kun hemmelige kærester og ens kæreste møder ikke ens familie før han har samlet en hel masse penge sammen til den kulturelt bestemte medgift. Medgiften varierer fra område til område men så vidt jeg har kunne forstå er det nogenlunde et jakkesæt til faren (og alle hans brødre), en traditionel kjole (gomes) til moren (og alle hendes søstre), en hane til alle hendes brødre, en konvolut med penge (mange penge, men hvor mange vil de ikke ud med. Den ene jeg talte med sagde ”Ja, det kan da godt kun være 50.000 shs. hvis det er det han virkelig mener jeg er værd!”. Så maaaaange penge i Uganda-standard) og så et eller andet med en ko. Det der med koen varierer meget fra egn til egn. I den vestlige del af landet er det op mod 15 køer, men her i Wakiso (et distrikt i det centreale Uganda) var det – i hvert fald til det bryllup jeg var til – kun en kos ben. Og på billedet nedenfor kan man så se det der ko-ben ligge inde i ”stuen”. Derudover er det også meget normalt at komme med kurve med ananasser, sukker, mel og alle mulige andre gaver.

Brylluppet består så af to dele. ”The introduction” som jeg var med til finder sted hos pigens familie og er en stor fest, hvorefter de hos muslimer samme dag og hos kristne dagen efter tager hjem til mandens landsby og holder den officielle ceremoni der juridisk gør dem til gifte mennesker.

Okay, nok kultur-snak. Min oplevelse var hel vild til det bryllup. Folk var klædt i de traditionelle klædedragter og da jeg ankom var min værtssøster (der også er en af brudens mange, mange søstre) hurtig til at gribe fat i mig og putte mig i en ”Gomes”. Selvfølgelig ikke en af de der rigtig smukke af slagsen i rød eller blå men den mest hæslige af slagsen i skrigende grøn med tilhørende bælte.

Det viste sig så at der var en mere eller mindre lumsk bagtanke da en del andre piger gik rundt i samme gomes. Jeg prøvede at spørge hvorfor vi havde det samme tøj på, men på rigtig Uganda-maner fik jeg aldrig rigtigt et reelt svar. Før hun siger at nu skal vi stille os op på række, fordi voi skulle ind og ”præsenteres”. For hvem fandt jeg aldrig rigtigt ud af – måske brudens forældre eller gommens forældre. Hvem ved? Mens vi står og venter på at det bliver vores tur til at danse ind 8hvordan får jeg rodet mig ud i sådan noget? Jeg kan ikke danse og det er som om afrikanere bare lever med rytme og souuuul) spørge hun mig om jeg kan hilse på det lokale sprog ”luganda”. Jeg synes det var et dumt spørgsmål, for jeg havde jo gået og hilst sådan i flere uger. Da jeg så siger det til hende siger hun ”Fint, så giver vi dig mikrofonen”. OMG! Sådan et bryllup er maaaange mennesker og jeg kunne ikke komme uden om det. Men det var faktisk rigtigt sjovt og alle gæsterne grinte fordi det var sjovt at den eneste hvide pige til brylluppet kunne sige noget på deres sprog.

Til det her bryllup løb jeg ind i et ”problem” som jeg egentlig synes kan gå mig ret meget på nerverne. Som hvid i Uganda er man altid lidt en ”attraktion” og mere et fascinerende dyr end et menneske. Flere kom op til min værtsfar for at ”takke ham for at have taget en hvid med” fortalte han senere, og alle ville have taget billeder med mig, selv på mit eget kamera. Jeg talte med min mor om at det egentlig er en slags omvendt racisme og den kloge kvinde mindede mig om at det vel er racisme lige meget hvilket fortegn det har. Selvfølgelig er positiv racisme bedre end negativ racisme men det kan stadig være frustrerende og være med til at man føler sig lidt udsat og som et fremmed element.

Men nok om frustrationer og tilbage til at jeg fik taget billede med bruden (som i dagens anledning var i 3 forskellige kjoler - inkl. en paliet-gomes og en vestlig hvid brudekjole) og at det i det hele taget bare var fantastisk at opleve hvordan de klæder sig på til fest og præsenterer hinanden for deres forældre og de sindssyge gaver han forventes at give.  

”Du kommer til at skulle grave et hul hver gang du skal på toilettet”

Inden jeg tog af sted fortalte folk (specielt min far der for sjov –tror jeg nok- prøvede på at overtale mig til at blive hjemme) de vildeste Afrika-fordomme om hvor slemt mit ophold ville blive.

Indtil videre har jeg været har i syv uger og har endnu ikke haft ”hoe’en” (en slags spade) fremme. Indrømmet, hygiejne og toiletforhold er lidt en prøvelse i Uganda men jeg bor jo i en forstad til hovedstaden så forholdene her er faktisk okay.

Det er ret almindeligt her at et toilet er et cementgulv med et A5-størrelse hul i midten der så er uendeligt dybt. Et latrin som toilet kan virkelig godt være en prøvelse for en dansker som mig men man bliver bedre til det. Jeg kender en del der har latriner som det og sådan er det også på den skole hvor jeg er frivillig.

På sundhedscenteret derimod har de opgraderet det et skridt ligesom på billedet ovenfor som er fra et fodboldstadion. Det er en slags porcelæn eller plastik hvor der er lavet plads til fødder og et slags nedløb. Så en slags pimpet latrin, men stadig sådan så man nogle gange ønsker at man var en dreng :-)

Et latrin er egentlig hvad mange folk er vant til og jeg grinte helt vildt da jeg fandt den her toiletdør. Mange ugandere ved simpelthen ikke hvordan de skal bruge et toilet og folk der stiller så op på brættet og sætter sig på hug er åbenbart et problem nogle steder, haha.

Men hjemme hos mig har vi et skur omme bagved med et toilet i. Men da vi ikke har indlagt vand så skal man lige tage en spand med nogle liter vand med og skylle efter med det. I det mindste sidder man rent faktisk på et toilet. Nogle steder (fx på klosteret ved skolen og HIV/AIDS-hospitalet) har de rigtige toiletter med indlagt vand og håndsæbe, hvilket føles reeeet luksus. Oh, man.. Nogen gange glæder jeg mig til at komme hjem til DK og vores hverdags-luksus.

Som for eksempel et brusebad. At vi ikke har indlagt vand betyder at de enten henter vand hos en nabo (omkring 200-300 m oppe af en stejl skrant i 20-liters dunke ”jerrycans”) i tørketiden eller bruger regnvand til toliet, badevand og vaskevand i regntiden. Da det er regntid lige nu betyder det at alt mit badevand først er løbet hen over taget og så ned af nedløbsrøret og ned i en spand, hvorefter det bliver hældt over i jerrycans. Så mit badevand er sådan lidt beskidt inden jeg bruger det – gad vide om jeg har været ren siden jeg var i brusebad sidst?

Da jeg først kom sagde de ”This is your room”, hvorefter de pegede ind i en niche og sagde ”This is your bathroom”. Jeg blev sådan lidt overrasket og spurgte om det så også var bruser og alt muligt. De grinede nærmest bare lidt. For selvfølgelig ikke. Jeg tager bad med de redskaber der er på billedet ovenfor. Jeg koger omkring 1,5 l vand og så fylder jeg efter med koldt vand. Så med sammenlagt under 10 l vand prøver jeg så på at blive ren ved hjælp af en kande og en vaskeklud. Den store rød/orange spand står jeg egentlig bare i mens jeg er i bad i håbet om at mine fødder bliver rene bare 5 min. indtil jeg træder udenfor igen. Jeg har virkelig vænnet mig til at mine fødder bare altid er beskidte her.

Postkortdag

Jeg er ikke den store fan af postkort så bare det at tage mig sammen til at skrive 4 til at sende hjem og 3 til at give til folk når jeg tager hjem var lidt af en udfordring for mig.

Og da jeg sad og skrev dem gik det for alvor op for mig; kun 2 uger tilbage i Uganda før jeg sætter mig på en flyver på vej hjem til et koldt lille land ca. 6400 km stik nord.. Wow. Så gik tiden næsten alligevel, og selvom jeg til at begynde med aldrig have troet at jeg ville klare at bo her så endte jeg faktisk med at trives ret godt i Uganda, selvom der stadig er irritationsmomenter der skal overkommes hver dag. Jeg glæder mig til at komme hjem med jeg kommer til at savne det her mærkelige land hvor jorden er rød :-)

Til dem der tænker "skulle du ikke først komme hjem den 22. december?":

Jo, men jeg ændrede det. At forny mit visa for de 16 dage der er mellem den 21. december (min oprindelige hjemrejsedag) og den 5. december hvor det udløber ville være både overdrevet dyrt og overdrevet besværligt. Samtidig lukker halvdelen af mit projekt den 2. december og med den flybillet jeg kunne ændre gratis endte det med at den mest logiske dag at tage hjem blev den 26. november sammen med Sofie der er den anden danske voluntør på vores ende af Entebbe Road (og som de små afrikanerbørn er overbevist om er min søster selvom hun har helt blond hår og overhovedet ikke ligner mig)

Uganda vs. Zambia; We go, we go

Uganda holdte 50 års uafhængighedsdag om tirsdagen= ret kedelig affære, alle folk blev hjemme og der var en ret syg officiel ceremoni

Uganda spillede en kvalifikationskamp mod Zambia og lørdagen = FOLKEFEST!!!

Hele byen var sådan lidt oppe og køre og alle skulle se kampen på tv eller stadion. Jo tættere man kom på Mandela National Stadium – Namboole jo flere mennesker og folk der solgte mad, drikke, ting i rød, gul og sort og malede ansigter var der over det hele. Sofie og jeg blev fulgt hen til stadion og derefter var vi alene til fodboldkamp ala. UGANDA!!

Vi havde set den sindssyge menneskemængde og forventede en tilsvarende kø ved indgangen men det flød lige igennem. Men vi var der jo selvfølgelig også 3-4 timer før kampstart. Det betød bare ikke at vi var de første der kom – lang fra. Efter politichekket men udenfor stadion var der den vildeste folkefest. Grille med mad, øltelte, folk med merchandise, betting-telte, madtelte og random grupper på 100-200 mennesker der bare stod og dansede ved en af de store højtalere var overalt og det var bare en stor og ret fantastisk fest. Så selvom vi var der i så god tid festede vi bare med de ugandiske roligans (der er alt andet end rolige).

(Hvis du synes vuvuzelaer var irriterende på tv har du aldrig været i midten af dem i 4 timer. Just sayin’)

Sofie sagde; ”De siger at man ikke har set en fodboldkamp før man har set en afrikansk fodboldkamp.” Og det er vel egentlig sandt, for det er da en fest med tryklufthorn, vuvuzelaer, fløjter, korte vuvuzelaer og alt mulig andet der kan lave larm. Cirka en ud af 20 på stadion havde ikke en landsholdstrøje på og de findes i rød, gul, sort og hvid, hvilket er farvene i flaget. Så selvfølgelig var vi også i henholdsvis sort og gul. Hvilket var fedt for på vej hjem fra kampen kom random folk op til os og sagde ”Thank you for your support” og ”Welcome back” da vi nåede ind til Kampala :-D Dejligt med folk der siger noget oprigtigt på gaden og de virkede sgu virkeligt glade for at vi havde støttet deres hold – Uganda Cranes. Og vi havde altså også støttet grundigt. Vi råbte og skreg med hvert nervepirrende spark til sidst og sang med på ”We go, We go. Uganda Cranes we go, we never stop We Go!”

Sååå… Vi spillede 90 min. + 4 min. i overtid. Det var returopgøret efter at vi tabte 1-2 i Zambia sidste måned. Den endte 1-0, hvilket jo er en sejr! Vi var lidt forvirrede om kampen var slut eller hvad der egentlig lige skete, indtil det gik op for os at de skulle spille om hvem der kvalificerede sig til Africa Cup of Nations i Sydafrika og den stod jo samlet 2-2, hvilket betød en meget nervepirrende straffesparkskonkurrence. Først stod det lige efter 5 straffespark (inkl. den afrikanske målmand-mod-målmandssituation) Og så var det ”sudden death”. Først ved straffespark NUMMER FREAKING 10! scorede Zambia, men Uganda missede..  Men med SÅ lige en kamp kan man sgu ikke være skuffet over at tabe til de forsvarende afrikanske mestrer - hvis ikke det var fordi det betød at de er ude af kvalifikationen til de afrikanske mesterskaber 2013 - og Zambia kan da heller ikke være særligt stolte over at have været en lille smule held fra at tabe til et holde der ikke har kvalificeret sig i årevis.

Når Uganda taber græder selv banen. Og det er første gang de har tabt på deres nationalstadium. Men kampen var fandeme spændende og det var en FANTASTIK oplevelse.

Hvis du hører til gruppen ”Folk der er bekymret for mig mens jeg er her” så er indlægget slut her…

Efter kampen var det ved at blive mørkt og ham der havde fulgt os derud fortalte os lige pludselig at han ikke ville følge os hjem så der stod vi lidt in-the-middle-of-nowhere og skulle finde vej først tilbage til Kampala og så hjem. Men det endte faktisk med at være rigtigt nemt, og da vi kom til taxa parken (i downtown Kampala) var det faktisk så rart at være alene (bare mig og Sofie) ude i aftenen så vi satte os på nogen sten og drak en Fanta Pineapple (de er sindsygt gode og vejer lidt op for at deres Fanta Orange her smager klamt). Så tog vi hjemad og jeg blev hentet af min værtsfar i den by hvor Sofie bor så efter vi havde fulgt hende hjem tog vi sammen hjem derfra.

Super god dag, og intet slår stemningen på et afrikansk stadion til en nationalkamp!  

Happy Golden Jubilee

Som dansker i Uganda i måneden op til 50-års uafhængighedsdagen fik man bare fornemmelsen af at det ville være den største folkefest nogensinde. Der var specielle tilbud, promotions, programmer, dokumentarer, protester og debatter overalt i anledningen.

Så da dagen kom og der ikke rigtigt var nogen stor folkefest i gaderne blev jeg lidt skuffet. Det viste sig bare at det er en fridag med en officiel ceremoni med name-dropping og små optrædender. Men det var seriøst kedeligt. Så jeg tilbragte den på stranden i Entebbe med min værtsfar i stedet for. 

Bare lige et billede af mig i bikini på stranden, bare fordi det er koldt i Danmark og fordi jeg kan ;-)

Og maaaan! Stranden var så skøn. Det var en af de der ulidelige dage med tæt på 30 grader og bagende sol, men det var en skøn sandstrand med udsigt til Victoriasøen hele vejen ud til horisonten. Vandet var varmt men stadig sådan lidt opfriskende og så var det jo ikke saltvand, hvilket var ret mærkeligt for en der er vant til at bade i de danske have ;-)

Et postkort fra Ærø jeg fandt i den bog jeg havde med på stranden.

Om aftenen spillede jeg pool med Sofie og min værtsbror Moses og vi tog en lille tur ind til byen fordi vi skulle købe fodboldbilletter. En virkelig afslappet dag, ingen folkefest men hyggeligt og en afslappet fridag på en helt almindelig tirsdag.

Garden City Leisure

Jeg har haft en ret dejlig og ret travl weekend.
Fredag var jeg til et ugandisk bryllup og søndag var jeg ude og se et af de fattige områder i Kampala og det ugandiske rigshospital.. Indlæg kommer senere om begge de to dage men "for now":

Garden City Leisure...

Svømminpoolen med udsigt over Kampala's golfbane. Så lever man livet :-P

Oh, man. I lørdags brugte Sofie og jeg en dag på at være lidt turister på badeferie.

Stop nr. 1:
Garden City's (der er et shoppingcenter i Kampala) Food Court. Jeg havde de sygeste pizza-cravings så vi spiste en pizza (ikke som mit lokale pizzaria, men pizza er pizza og når man har cravings godtager man alt) og indisk karryret. God mad er lidt sjældent herned så det var noget så skønt.. :-D

Stop nr. 2:
Garden City Leisure, der vist egentligt er et fitnesscenter men med tilhørende dampbad, sauna, svømmingpool og - wait for it - brusebade!! Så vi brugte nogen timer på at svømme rundt i poolen, svede i saunaen, fjerne døde hudceller i dampbadet og blive sådan rigtigt gennem-ren under hvad der var mit første brusebad i 4 uger. Det var himlen siger jeg bare :-D Næste gang (som i når der er gået 4 uger til) har vi lavet en pagt om at vi også skal udnytte deres massage-muligheder, der som alt andet her er ret billigt..

Stop nr. 3:
Sofie havde kaffe-cravings og jeg havde spottet en lækker kage, så kage og kaffe inden vi sagde farvel til Garden City, der er et af de største shoppingcentre i Kampala, og som sværmer med hvide mennesker ;-), og hej til vores almindelige Uganda-liv med bade i spande, toiletter der ikke trækker ud, overfyldte offentlige transportmidler og beskidte fødder :-D

Top 3-lister

Teaterstykker jeg er ked af at gå glip af:

Skammerens datter

Manifest 2083

Alladin

Ting jeg troede jeg vidste men skal lære fra bunden:

Hvordan man går over vejen

Hvordan man fører en telefonsamtale

Ikke at betale overpris

Madvarer jeg liiige skal vænne mig til:

Matoke

Ground nuts-sovs med røget fisk

Posho

Transportmidler der er fucked up:

Boda-bodas

Taxierne (bonus-spørgsmål: hvor mange mennesker kan der være i en Toyota Hiace?)

Togene der kun er til godstransport – og så lige når der er fodboldkampe

Ting der er ved at gå mig på nerverne:

Ham der bor ved siden af mig og gerne vil være sanger, beder 5 gange om dagen, og ikke kan finde sluk-knappen på sin radio

Random folk der råber ting efter mig som ”I love you, i love you”, ”looking good, baby” og sugar, come here, sugar”

Mangel på fibre, fuldkorn, kerner og alt mad hvor man skal tygge lidt.

Ting jeg glæder mig til at komme hjem til:

Alle dem jeg elsker

Hjemmelavet GOD mad

Julehygge og tv-serier

Ting der er awesome ved Uganda:

Naturen

At det er 20-28 grader hver dag

Min værtsfamilie

Bayimba International Festival of the Arts

Skrevet søndag den 23. september

I går var en rigtig fed dag!

Omkring klokken 14 kom Sofie (der er en anden volontør nær Kampala fra Danmark) hjem til Hamis, hvor jeg bor, og sammen med Moses (der er min værtsbror og har været min kamera-hjælper) tog vi ind til Kampala. Først købte vi et nyt kamera – Sony DSC-W610 – til den nette sum af 300.000 shs. (ca. 680 kr.) takket være Moses’ forhandlingsevner. Elektronik og internet er faktisk noget af det eneste her der har samme priser som derhjemme, hvilket vil sige at det er latterligt dyrt efter Uganda-standarder.

Så tog vi hen på mit nye absolut ynglingssted i Kampala; det hollandske bageri BROOD. De laver grovbrød præcist som i Danmark og jeg spiste en sandwich, tro det eller ej ;-) Jeg købte også to slags grovbrød med hjem og lavede dansk morgenmad for min familie i morges med grovbrød, den leende ko-kopi, syltetøj (der var ALT for sødt) og appelsinjuice. Det kostede en mindre formue i Uganda-penge (hvilket er omkring en 50-er), men det virkede til at de kunne lide det og syntes at det var spændende at smage, hvad jeg spiser til morgenmad til hverdag. Jeg glemte selvfølgelig at få billeder af det, men det er jo bare en god undskyldning for at gøre det igen en gang – måske med guest apperance af Nutella, hvilket man kan få i det ene af supermarkederne nær mig, som erstatning for den dårlige syltetøj som de ellers elskede.

Efter BROOD tog vi til Bayimba-festivallen på nationalteateret, hvilket var super fedt. Vi hørte HipHop Collaboration, hvilket var en slags ugandisk hiphop sammenblanding af alle mulige kunstnere inklusiv en Jonas fra København, hvilket gav Sofie og jeg en grund til at råbe hver gang de nævnte Danmark.

HipHop Collaboration. Den bleje fyr ude til hoejre er dansker! Hej, Jonas :-)

Bagefter så vi slutningen af noget drama/poesi der var lidt mærkeligt, men var efterfulgt af Beautiful Feet, en dansegruppe med moderne dans - Uganda Style. Jeg plejede at komme en hel del på Dansehallerne i Carlsberg-byen i Valby og stilmæssigt var det lidt den samme slags moderne dans, så jeg var helt oppe og køre over at se hvordan de gør sådan noget her.

Sloeret billede fordi de af gode grunde ikke stod stille.

Til sidst nåede vi lige at høre slutningen på koncerten med Jackie, som er en upcomming ugandisk sangerinde der laver noget pop-agtigt musik. Hun var super god og burde være på Record TV i stedet for noget af det andet mærkelige noget de sender ;-) Og da jeg jo lige (og endelig!) har fået et kamera der virker igen har jeg endda billeder af festivalen. På hele det lille festivalsområde var der boder med tøj, sko, smykker, popcorn og drikkevarer. Vi var der ikke længe nok til at nå at købe noget, men jeg fik inspiration til hvad jeg skal købe med hjem til alle derhjemme
Så jeg havde en rigtig god dag og det var en af de første gange hvor jeg tænkte; fuck, hvor er det fedt at være i Uganda. Så hjemveen er på vej væk og jeg er ved at være ret fascineret over at være i Afrika!


Bonus-info: Vi faldt over et Forex-bureau der køber og sælger danske kroner! Kursen er ca. 1 DKK=425 UGX normalt. De købte kroner til 120 og solgte dem til 500… Jeg er vist bare glad for at jeg vekslede til Dollars/Euro hjemmefra..

Bumpy roads, haha

Skrevet fredag den 14. september 2012

Haha, jeg føler mig simpelthen så sjov for min oplevelse her indtil videre har været cirka samme oplevelse som de ugandiske veje – meget op og ned, bumpy og overhovedet ikke som i Danmark.

Jeg ankom med den mest forfærdelige hjemve og jeg kunne overhovedet ikke vænne mig til noget som helst. Nu er jeg langsomt ved at vænne mig til en lang række ting; folk der råber efter mig på gaden, maden, bade- og toiletforhold, at mine fødder konstant er beskidte, hvordan folk lugter og alle sådan nogle små ting. Make no mistake, jeg savner stadig alle derhjemme rigtigt meget specielt på de tidspunkter hvor jeg føler jeg burde være hjemme. Men en del af den der ”jeg tager hjem lige nu for alting STINKER!”-følelse er gået væk.

Bumpy roads: Jeg måtte lige være lidt skrap på mit projekt i dag da de på skolen regnede med at jeg ville bruge al tiden der på at pakke skolebøger ind og andet arbejde lærerne ikke selv gider lave. Det var jeg måske ikke helt enig i, så jeg snakkede med skolelederen og vi kom frem til en løsning hvor jeg kan planlægge nogen aktiviteter sammen med lærerne. Så det er jo bedre end slave-arbejde.  Nu giver jeg så lige den løsning lidt tid og håber på at det er mere udfordrende end bog-indpakning. Jeg har også fået lov til rent faktisk at være frivillig på det lille-bitte hospital jeg er på og at følge nogen af dem der arbejder der rundt. Forbedringer kommer åbenbart af at man siger når noget ikke er som man ønsker.

Altså, hvad spiser du overhovedet dernede?

 Skrevet onsdag den 12. september 2012.

Jeg har mest af alt lavet den her blog så jeg kan opdatere alle derhjemme på samme tid om nogen af de ting jeg går og laver til hverdag. Nogen af top-spørgsmålene er:

Hvad laver du på dit projekt?
Er de søde dem du bor hos?
Hvordan går du på toilettet og i bad?
Hvad spiser du?

Så i dag vil jeg prøve at skrive lidt om maden i Uganda. Da jeg var derhjemme læste jeg at maden her er meget ”bland” med et godt engelsk ord og det tror jeg egentlig er en meget god beskrivelse. Det er
forskellige masser med variationer af sovs til.

 Næsten hver eller hver anden dag siden jeg kom hertil har jeg fået ”mashed matoke”. Matoke er en slags banan, der ikke er sød og har grøn skral, som man så damper eller indkoger eller sådan noget til det bliver til en gul masse der er en lille smule klæbrig. For at være helt ærlig kan jeg ikke lide det. Men jeg opfører mig som en stor pige og spiser det når de serverer det for mig. Jeg prøver på at vænne mig til det men jeg har også på fornemmelsen at når jeg tager hjem igen vil jeg være lykkelig hvis jeg aldrig skal spise matoke igen i mit liv. På billedet nedenunder er der matoke ude til højre og en sovs med oksekødstykker og…

Posho til venstre. Endnu en klassisk klæbrig Uganda-masse. Den laves ud af majsmel og kogende vand og er helt hvid og, ja klæbrig. Det er ligesom matoke en af de helt store mad-kilder her og på den skole hvor jeg er frivillig får børnene det hele tiden til frokost med enten en slags ærter eller bønner. Jeg kan forestille mig at det er meget billigt og fyldt med en eller anden kilde til næring. På billedet nedenunder er der også posho og ris (yay, ris – det ved man hvad er). Selvom de ikke spiser ris hele tiden er det alligevel meget normalt og ris smager heldigvis også af ris i Afrika. Den brune masse på billedet er hvad de kalder ”ground nuts” som er en eller anden sovs der er lavet ud af en slags knuste nødder. Jeg tror måske jeg hørte en sted at det er hasselnødder, men jeg ved stadig ikke hvordan man lige laver det (måske er det af deres G. nuts) Jeg er heller ikke sikker på at jeg har lyst til at lære det. Det mest positive man kan sige om det er at det ikke smager som det ser ud. Det smager faktisk okay, så længe de ikke putter røget fisk i. Når de gør det er jeg villig til at gå sulten i seng.

Udover posho, matoke og ris er kartofler og søde kartofler også meget normalt at spise til de her forskellige sovse. Jeg er ved at lære at lave noget mad og jeg har faktisk lært at lave en kartoffelret der smager rigtigt godt, hvilket er lidt sejt. Det er en ret med almindelige kartofler (irish potatoes hedder de her) og tomat, grøn pebber, gulerødder, løg, hvidløg og karry der bliver ret lækkert. Der er også en risret jeg gerne vil lære at lave, som ligesom kartoffelretten er god men sjælden.
Men det ultimative kulinariske højdepunkt i Uganda so far er Rolex (som jeg virkelig bliver nødt til at lære at lave inden jeg tager hjem!). Det har ingenting med ure at gøre, men er oprindeligt og bliver stadig solgt som streetfood i byer i Uganda. Det er en chapati-madpandekage (som for resten også er rigtig god bart til morgenmad eller hvis man bare er lidt sulten) hvor dejen indeholder løg og grøn peber hvor der er lagt en omelet der også indeholder løg og grøn peber ovenpå, hvorefter det er rullet sammen med tomatskiver og kål. Det smager voldsomt godt og er det bedste jeg har spist siden jeg kom hertil. (Jeg har allerede spist det 3 gange)

Min værtsfar sagde at det hed Rolex fordi alle kan lide Rolex-ure og alle kan lide Rolex-mad. Min værtssøster sagde at det var fordi man ruller den, roll – rolex. Jeg aner det ikke, men det smager nu godt.

Nogen stor madjournalist bliver jeg vist aldrig, men here you go, det her er primært hvad jeg har spist indtil videre i rækkefølge efter hvor godt det smager, ;-) Jeg håber jeg får tid til at tage billeder af og skrive om frugter og grøntsager her, specielt hvor rige farver og stærke smage noget som tomat og grøn peber har her. De har også almindelige søde bananer der er under halvt så store som de normale og deforme gulerødder og rødløg. Vi spiser ret meget ananas til mellemmåltider og ananas her er sååå saftig og sød i forhold til dem vi får i Danmark.

Og så er der jo selvfølgelig lige det der med at man skal drikke vand på flaske, hvilket man lige skal vænne sig til. Men det kommer helt naturligt når vandet fra hanerne både lugter og smager af klor. Jeg køber en del fra ”Rwenzori” (der er det højest bjerg i Uganda og omkring 2.000 m højt) eller ”Highland” når jeg skal have 1,5-liters vand og så har jeg lige skiftet mærke når jeg skal have 5-liters for jeg købte en flaske der smagte helt vildt af klor selvom det skulle have været mineralvand. Det kunne min mave vist heller ikke helt lide.
Nu jeg er ved drikkevarer så var en af de første opdateringer jeg skrev på facebook herfra at selvom ALT er anderledes her så er Coca Cola det samme lige meget hvor i verden man tager hen. Fanta derimod er helt anderledes. Måske kan man endda se på billedet nedenfor at farven er anderledes og smagen er også anderledes. Det er det samme med Mirinda (orange). Her har de endda en slags Mirinda Fruity der er lilla og som jeg virkelig skal nå at smage inden jeg tager hjem. Jeg kan forestille mig at det er nogen forskellige bær, men jeg glæder mig til at smage den

At pakke til Afrika 101

Skrevet søndag den 9. september 2012

Det her indlæg henvender sig mest af alt til andre volontører (eller andre) der planlægger at tage til Afrika eller måske endda Uganda. Jeg vil bare prøve at fortælle lidt om hvad jeg har taget med til de 16 uger jeg skal være væk og vigtigst af alt hvad der var godt og hvad der var latterligt ;-)

Først lige et billede af mit til tider meget uorganiserede kufferthjørne (hvilket også er en lille teaser til at jeg snart skriver om mit værelse og hvordan det ser ud):

Thank god at jeg huskede:
En hovedpude
    Selvfølgelig kunne jeg have købt en hernede men der er intet som sin egen hovedpude.
Gaffa-tape
    En af mine veninder sagde altid at hvis svaret ikke var gaffa så var det det forkerte spørgsmål. Jeg har ikke fået det brugt så meget endnu men jeg kan mærke at det kommer! Snart!
Gode bøger
    Som ung Muzungu-pige (hvid pige) i Uganda kan man bare ikke gå udenfor alene om aftenen og der er en helt logisk begrænsning på hvor meget man kan small-talke med dem man bor sammen med.
Et kamera
    Så jeg kan tage billeder, selvfølgelig! (Efter det er gået i stykker mærker jeg virkelig hvor meget jeg havde brug for det. Jeg krydser fingre for at de kan fixe det i weekenden)
En skod-computer
    Jeg kan tåle at miste den hvis det nu er. Bitter erfaring: sørg for at kunne installere programmer for næsten alt internet her er på modem!
Solcreme
    Jeg er heldig nok til at jeg er kommet i regntiden så solen er ikke så slem men hvis jeg havde været her på et hvert andet tidspunkt havde jeg ikke haft nok med.
En dagbog
    Faktisk mest af alt tak til farmor. Jeg havde ikke planer om at tage en med men da hun gav mig en tog jeg den med og det har været perfekt at have at sted at gøre af mine tanker når kommunikationen med dem jeg elsker er ret begrænset.
Myggespray
    Man slipper ikke uden om at tage det på hver gang solen går ned med mindre man vil sidde under sit myggenet.
En adapter
    Stikkene i Uganda er britiske og med samme spænding som i Danmark (ca. den er nemlig lidt ujævn)
Medicin
    Den første nat fik jeg uudholdelig tandpine (som jeg vidste ikke var noget for jeg havde været til tandlægen 4 dage tidligere) og elskede at jeg havde pakket panodil og ipren. Derudover har jeg malaria-piller, diarre-piller, næsespray og personlig medicin.

Jeg skulle virkelig have pakket mere/flere:
Håndsprit
    Jeg købte omkring 400 ml. med hjemmefra og jeg tror vist ikke helt det kommer til at være nok til 3 måneder. Planlæg at bruge det efter hvert toiletbesøg.
Vådservietter
    Vend tilbage i et senere indlæg om badeforhold og bare tro mig når jeg siger at du skal tage ca. 3-4 vådservietter med pr. dag og måske mere
.
Hvorfor var det lige at jeg glemte:
En vaskeklud
    Igen kan jeg kun referere til mit kommende indlæg om badeforhold og sige at den ville have været sindssyg god at have med.
Mine sorte leggings
    Her er varmt. Rigtigt varmt for en dansker. Husk let tøj der dækker dig nok til så du er anstændig men som ikke er for varmt. Hvidt tøj bliver aldrig rent igen i Afrika så lad det blive hjemme (man vasker mest i hånden)
Klip-klappere
    Det er ikke jordens undergang, jeg kan sikkert få et par hernede selvom jeg er str. 40. Men det fylder/vejer ingenting så det burde jeg have haft med.
En paraply
    Jeg var overbevist om at mit fantastiske regnsæt ville være nok, men det er simpelthen for varmt og man ved aldrig hvornår det regner under regntiden. Tag en taske-paraply med, selvom den ikke er til megen nytte hvis der kommer en af de helt store byger.

Hvad tænkte jeg på?:
Bodyscrub og lignende
    Come on, den burde jeg have gennemskuet hjemmefra ikke gik.
Et lille myggenet
    Køb det største du kan finde. Brug de ekstra penge og spar besværet.
Lukkede sko
    Jeg troede sikkert de ville være gode at gå i. Oh, well jeg kan sikkert donere dem til nogle ugandere, de virker til at være immune overfor varme. Og mine gode lukkede sko kan måske bruges når jeg begynder at løbe.

Det bedste tip jeg har, er at lave en udførlig liste og pakke realistisk. Du får ikke brug for luksusprodukter, hvidt tøj og mange andre ting du bruger derhjemme. Når det så er sagt er jeg lidt en fan af at bruge bare ti minutter hver aften på ”beauty time” med cremer og hårbørste for stadig at føle mig som et menneske. :-D

Den slags hjemve der starter i lufthavnen

Skrevet søndag den 9. september 2012 (Advarsel: et lidt negativt indlæg skrevet en uge efter jeg kom hertil. Nu har jeg været her i to uger og hvis I leder lidt højere oppe kan i finde en ny update –mere positive ting, I promise)

Random udsigt fra en landsby ved Entebbe-Kampala Road

Jeg har snart været en uge i det her mærkelige land, hvor jorden er rød. Jeg tror det var Winston Churchill der engang (før Idi Amins tid) kaldte Uganda for Afrikas Perle. Jeg har ikke været ude i hvad jeg har fået at vide er den storslåede natur endnu så indtil videre kan jeg kun udtale mig om at Kampala og forstæderne Lweza og Kajjansi, hvor jeg henholdsvis er frivillig og bor, ikke ligefrem er billedskønne områder. Hovedvejen fra Entebbe (hvor lufthavnen ligger) til hovedstaden Kampala er egentlig en okay vej uden alt for store huller. Der er også veje der egentlig er okay i Kampala men i forstæderne er der ikke asfalt andre steder en på den store gennemgående hovedvej (der for resten kun har et spor i hver retning det meste af vejen).

To maend paa en cykel paa ugandisk grusvej. I ville blive overrasket over hvor meget man kan have paa en cykel. ;-)

Så efter min første uge, hvor jeg hver gang folk har spurgt til mit indtryk af landet kun har kunnet svare at det var MEGET anderledes end Danmark, har jeg stadig den her nagende følelse af hjemve. Jeg rejser med Dansk ICYE og i det forberedelsesmateriale jeg fik af dem stod der at hjemve kunne være et symptom på kulturchok, samt en lang række råd til hvad man kan gøre for at modvirke kulturchok. For mig tror jeg at jeg enten har kulturchok som en konsekvens af min hjemve eller at jeg både har hjemve OG kulturchok som to separate ting, for min hjemve startede allerede i lufthavnen.
Alle jeg kender der har været på spændende rejser alene til eksotiske steder har altid fortalt at det har været deres livs rejse og bare den fedeste tid. Jeg ved stadig ikke om det kommer til at blive sådan for mig, men lige nu vil jeg være ærlig nok til at sige at jeg faktisk har det ret skidt med at være af sted alene. Man ved aldrig om man er klar til at rejse alene til den anden ende af jorden i 3 måneder før man gør det, og jeg tror at min konklusion er at jeg nok ikke var klar. Hvis jeg skulle gøre noget om ville det i hvert fald være at tage en anden med eller rejse i en gruppe for jeg var i hvert fald ikke (som den 18-årige pige der lige er kommet ud af gymnasiet jeg er) klar til at rejse så langt alene nu. Så nu kommer det spændende spørgsmål; bliver jeg i virkeligheden stærk af den her oplevelse i så høj grad at jeg bliver hernede og bliver motherfucking though af det eller falder jeg bare aldrig til og tager hjem igen om en måned?
Så dagens ærlige indrømmelse er vel at det bare ikke altid er super sjovt at tage på ”sit livs rejse” og at der ikke er nogen skam i af tage hjem hvis man giver det lidt tid og stadig er ensom/ked af det/har hjemve.
Sorry, for billedkvaliteten i det her indlæg. De er begge taget i en beskidt gammel bus mens det regnede. Jeg lover at jeg har mere klare og skarpe ting i senere indlæg, hvis jeg får mit splinternye-men-fejlfyldte kamera fixet i et samsung-servicecenter :-)

P.S. Til dem der kæmpede sig hele vejen igennem mine random tanker; tillykke, I har vundet to M&M´s og retten til at komme tilbage igen når jeg skriver indslag der rent faktisk handler om noget som fx trafik, mad, penge, internet og mobiltelefoner, pakketips til andre rejsende og meget mere. Nå, ja; og VELKOMMEN til min blog! :-D

Velkommen!

Super-rigtigt-fantastisk mange gange velkommen til min rejseblog ”En muzungu på afveje”, der handler om min rejse som frivillig i Uganda. Jeg har skrevet de første par indlæg men en blog uden billeder ville bare være for kedeligt, og på grund af min internetforbindelse kan jeg ikke uploade dem før jeg får forvildet mig hen på en internetcafé hvilket måske bliver i morgen eller tirsdag/onsdag (jeg har allerede adopteret den ugandiske tidsopfattelse). Indtil da; Glæd jer (men ikke alt for meget) til at høre om mine oplevelser og mine mere eller mindre brugbare råd til andre rejsende.

Muzungu: Luganda for ”hvid”. Alle hvide mennesker i det centrale Uganda kan forvente at voksen og især børn råber det efter dem på gaden. Det er ikke nedladende eller negativt, bare en måde at sige hej på fordi de slet ikke er vant til hvide mennesker.