Uganda vs. Zambia; We go, we go

Uganda holdte 50 års uafhængighedsdag om tirsdagen= ret kedelig affære, alle folk blev hjemme og der var en ret syg officiel ceremoni

Uganda spillede en kvalifikationskamp mod Zambia og lørdagen = FOLKEFEST!!!

Hele byen var sådan lidt oppe og køre og alle skulle se kampen på tv eller stadion. Jo tættere man kom på Mandela National Stadium – Namboole jo flere mennesker og folk der solgte mad, drikke, ting i rød, gul og sort og malede ansigter var der over det hele. Sofie og jeg blev fulgt hen til stadion og derefter var vi alene til fodboldkamp ala. UGANDA!!

Vi havde set den sindssyge menneskemængde og forventede en tilsvarende kø ved indgangen men det flød lige igennem. Men vi var der jo selvfølgelig også 3-4 timer før kampstart. Det betød bare ikke at vi var de første der kom – lang fra. Efter politichekket men udenfor stadion var der den vildeste folkefest. Grille med mad, øltelte, folk med merchandise, betting-telte, madtelte og random grupper på 100-200 mennesker der bare stod og dansede ved en af de store højtalere var overalt og det var bare en stor og ret fantastisk fest. Så selvom vi var der i så god tid festede vi bare med de ugandiske roligans (der er alt andet end rolige).

(Hvis du synes vuvuzelaer var irriterende på tv har du aldrig været i midten af dem i 4 timer. Just sayin’)

Sofie sagde; ”De siger at man ikke har set en fodboldkamp før man har set en afrikansk fodboldkamp.” Og det er vel egentlig sandt, for det er da en fest med tryklufthorn, vuvuzelaer, fløjter, korte vuvuzelaer og alt mulig andet der kan lave larm. Cirka en ud af 20 på stadion havde ikke en landsholdstrøje på og de findes i rød, gul, sort og hvid, hvilket er farvene i flaget. Så selvfølgelig var vi også i henholdsvis sort og gul. Hvilket var fedt for på vej hjem fra kampen kom random folk op til os og sagde ”Thank you for your support” og ”Welcome back” da vi nåede ind til Kampala :-D Dejligt med folk der siger noget oprigtigt på gaden og de virkede sgu virkeligt glade for at vi havde støttet deres hold – Uganda Cranes. Og vi havde altså også støttet grundigt. Vi råbte og skreg med hvert nervepirrende spark til sidst og sang med på ”We go, We go. Uganda Cranes we go, we never stop We Go!”

Sååå… Vi spillede 90 min. + 4 min. i overtid. Det var returopgøret efter at vi tabte 1-2 i Zambia sidste måned. Den endte 1-0, hvilket jo er en sejr! Vi var lidt forvirrede om kampen var slut eller hvad der egentlig lige skete, indtil det gik op for os at de skulle spille om hvem der kvalificerede sig til Africa Cup of Nations i Sydafrika og den stod jo samlet 2-2, hvilket betød en meget nervepirrende straffesparkskonkurrence. Først stod det lige efter 5 straffespark (inkl. den afrikanske målmand-mod-målmandssituation) Og så var det ”sudden death”. Først ved straffespark NUMMER FREAKING 10! scorede Zambia, men Uganda missede..  Men med SÅ lige en kamp kan man sgu ikke være skuffet over at tabe til de forsvarende afrikanske mestrer - hvis ikke det var fordi det betød at de er ude af kvalifikationen til de afrikanske mesterskaber 2013 - og Zambia kan da heller ikke være særligt stolte over at have været en lille smule held fra at tabe til et holde der ikke har kvalificeret sig i årevis.

Når Uganda taber græder selv banen. Og det er første gang de har tabt på deres nationalstadium. Men kampen var fandeme spændende og det var en FANTASTIK oplevelse.

Hvis du hører til gruppen ”Folk der er bekymret for mig mens jeg er her” så er indlægget slut her…

Efter kampen var det ved at blive mørkt og ham der havde fulgt os derud fortalte os lige pludselig at han ikke ville følge os hjem så der stod vi lidt in-the-middle-of-nowhere og skulle finde vej først tilbage til Kampala og så hjem. Men det endte faktisk med at være rigtigt nemt, og da vi kom til taxa parken (i downtown Kampala) var det faktisk så rart at være alene (bare mig og Sofie) ude i aftenen så vi satte os på nogen sten og drak en Fanta Pineapple (de er sindsygt gode og vejer lidt op for at deres Fanta Orange her smager klamt). Så tog vi hjemad og jeg blev hentet af min værtsfar i den by hvor Sofie bor så efter vi havde fulgt hende hjem tog vi sammen hjem derfra.

Super god dag, og intet slår stemningen på et afrikansk stadion til en nationalkamp!