Bayimba International Festival of the Arts

Skrevet søndag den 23. september

I går var en rigtig fed dag!

Omkring klokken 14 kom Sofie (der er en anden volontør nær Kampala fra Danmark) hjem til Hamis, hvor jeg bor, og sammen med Moses (der er min værtsbror og har været min kamera-hjælper) tog vi ind til Kampala. Først købte vi et nyt kamera – Sony DSC-W610 – til den nette sum af 300.000 shs. (ca. 680 kr.) takket være Moses’ forhandlingsevner. Elektronik og internet er faktisk noget af det eneste her der har samme priser som derhjemme, hvilket vil sige at det er latterligt dyrt efter Uganda-standarder.

Så tog vi hen på mit nye absolut ynglingssted i Kampala; det hollandske bageri BROOD. De laver grovbrød præcist som i Danmark og jeg spiste en sandwich, tro det eller ej ;-) Jeg købte også to slags grovbrød med hjem og lavede dansk morgenmad for min familie i morges med grovbrød, den leende ko-kopi, syltetøj (der var ALT for sødt) og appelsinjuice. Det kostede en mindre formue i Uganda-penge (hvilket er omkring en 50-er), men det virkede til at de kunne lide det og syntes at det var spændende at smage, hvad jeg spiser til morgenmad til hverdag. Jeg glemte selvfølgelig at få billeder af det, men det er jo bare en god undskyldning for at gøre det igen en gang – måske med guest apperance af Nutella, hvilket man kan få i det ene af supermarkederne nær mig, som erstatning for den dårlige syltetøj som de ellers elskede.

Efter BROOD tog vi til Bayimba-festivallen på nationalteateret, hvilket var super fedt. Vi hørte HipHop Collaboration, hvilket var en slags ugandisk hiphop sammenblanding af alle mulige kunstnere inklusiv en Jonas fra København, hvilket gav Sofie og jeg en grund til at råbe hver gang de nævnte Danmark.

HipHop Collaboration. Den bleje fyr ude til hoejre er dansker! Hej, Jonas :-)

Bagefter så vi slutningen af noget drama/poesi der var lidt mærkeligt, men var efterfulgt af Beautiful Feet, en dansegruppe med moderne dans - Uganda Style. Jeg plejede at komme en hel del på Dansehallerne i Carlsberg-byen i Valby og stilmæssigt var det lidt den samme slags moderne dans, så jeg var helt oppe og køre over at se hvordan de gør sådan noget her.

Sloeret billede fordi de af gode grunde ikke stod stille.

Til sidst nåede vi lige at høre slutningen på koncerten med Jackie, som er en upcomming ugandisk sangerinde der laver noget pop-agtigt musik. Hun var super god og burde være på Record TV i stedet for noget af det andet mærkelige noget de sender ;-) Og da jeg jo lige (og endelig!) har fået et kamera der virker igen har jeg endda billeder af festivalen. På hele det lille festivalsområde var der boder med tøj, sko, smykker, popcorn og drikkevarer. Vi var der ikke længe nok til at nå at købe noget, men jeg fik inspiration til hvad jeg skal købe med hjem til alle derhjemme
Så jeg havde en rigtig god dag og det var en af de første gange hvor jeg tænkte; fuck, hvor er det fedt at være i Uganda. Så hjemveen er på vej væk og jeg er ved at være ret fascineret over at være i Afrika!


Bonus-info: Vi faldt over et Forex-bureau der køber og sælger danske kroner! Kursen er ca. 1 DKK=425 UGX normalt. De købte kroner til 120 og solgte dem til 500… Jeg er vist bare glad for at jeg vekslede til Dollars/Euro hjemmefra..

Bumpy roads, haha

Skrevet fredag den 14. september 2012

Haha, jeg føler mig simpelthen så sjov for min oplevelse her indtil videre har været cirka samme oplevelse som de ugandiske veje – meget op og ned, bumpy og overhovedet ikke som i Danmark.

Jeg ankom med den mest forfærdelige hjemve og jeg kunne overhovedet ikke vænne mig til noget som helst. Nu er jeg langsomt ved at vænne mig til en lang række ting; folk der råber efter mig på gaden, maden, bade- og toiletforhold, at mine fødder konstant er beskidte, hvordan folk lugter og alle sådan nogle små ting. Make no mistake, jeg savner stadig alle derhjemme rigtigt meget specielt på de tidspunkter hvor jeg føler jeg burde være hjemme. Men en del af den der ”jeg tager hjem lige nu for alting STINKER!”-følelse er gået væk.

Bumpy roads: Jeg måtte lige være lidt skrap på mit projekt i dag da de på skolen regnede med at jeg ville bruge al tiden der på at pakke skolebøger ind og andet arbejde lærerne ikke selv gider lave. Det var jeg måske ikke helt enig i, så jeg snakkede med skolelederen og vi kom frem til en løsning hvor jeg kan planlægge nogen aktiviteter sammen med lærerne. Så det er jo bedre end slave-arbejde.  Nu giver jeg så lige den løsning lidt tid og håber på at det er mere udfordrende end bog-indpakning. Jeg har også fået lov til rent faktisk at være frivillig på det lille-bitte hospital jeg er på og at følge nogen af dem der arbejder der rundt. Forbedringer kommer åbenbart af at man siger når noget ikke er som man ønsker.

Altså, hvad spiser du overhovedet dernede?

 Skrevet onsdag den 12. september 2012.

Jeg har mest af alt lavet den her blog så jeg kan opdatere alle derhjemme på samme tid om nogen af de ting jeg går og laver til hverdag. Nogen af top-spørgsmålene er:

Hvad laver du på dit projekt?
Er de søde dem du bor hos?
Hvordan går du på toilettet og i bad?
Hvad spiser du?

Så i dag vil jeg prøve at skrive lidt om maden i Uganda. Da jeg var derhjemme læste jeg at maden her er meget ”bland” med et godt engelsk ord og det tror jeg egentlig er en meget god beskrivelse. Det er
forskellige masser med variationer af sovs til.

 Næsten hver eller hver anden dag siden jeg kom hertil har jeg fået ”mashed matoke”. Matoke er en slags banan, der ikke er sød og har grøn skral, som man så damper eller indkoger eller sådan noget til det bliver til en gul masse der er en lille smule klæbrig. For at være helt ærlig kan jeg ikke lide det. Men jeg opfører mig som en stor pige og spiser det når de serverer det for mig. Jeg prøver på at vænne mig til det men jeg har også på fornemmelsen at når jeg tager hjem igen vil jeg være lykkelig hvis jeg aldrig skal spise matoke igen i mit liv. På billedet nedenunder er der matoke ude til højre og en sovs med oksekødstykker og…

Posho til venstre. Endnu en klassisk klæbrig Uganda-masse. Den laves ud af majsmel og kogende vand og er helt hvid og, ja klæbrig. Det er ligesom matoke en af de helt store mad-kilder her og på den skole hvor jeg er frivillig får børnene det hele tiden til frokost med enten en slags ærter eller bønner. Jeg kan forestille mig at det er meget billigt og fyldt med en eller anden kilde til næring. På billedet nedenunder er der også posho og ris (yay, ris – det ved man hvad er). Selvom de ikke spiser ris hele tiden er det alligevel meget normalt og ris smager heldigvis også af ris i Afrika. Den brune masse på billedet er hvad de kalder ”ground nuts” som er en eller anden sovs der er lavet ud af en slags knuste nødder. Jeg tror måske jeg hørte en sted at det er hasselnødder, men jeg ved stadig ikke hvordan man lige laver det (måske er det af deres G. nuts) Jeg er heller ikke sikker på at jeg har lyst til at lære det. Det mest positive man kan sige om det er at det ikke smager som det ser ud. Det smager faktisk okay, så længe de ikke putter røget fisk i. Når de gør det er jeg villig til at gå sulten i seng.

Udover posho, matoke og ris er kartofler og søde kartofler også meget normalt at spise til de her forskellige sovse. Jeg er ved at lære at lave noget mad og jeg har faktisk lært at lave en kartoffelret der smager rigtigt godt, hvilket er lidt sejt. Det er en ret med almindelige kartofler (irish potatoes hedder de her) og tomat, grøn pebber, gulerødder, løg, hvidløg og karry der bliver ret lækkert. Der er også en risret jeg gerne vil lære at lave, som ligesom kartoffelretten er god men sjælden.
Men det ultimative kulinariske højdepunkt i Uganda so far er Rolex (som jeg virkelig bliver nødt til at lære at lave inden jeg tager hjem!). Det har ingenting med ure at gøre, men er oprindeligt og bliver stadig solgt som streetfood i byer i Uganda. Det er en chapati-madpandekage (som for resten også er rigtig god bart til morgenmad eller hvis man bare er lidt sulten) hvor dejen indeholder løg og grøn peber hvor der er lagt en omelet der også indeholder løg og grøn peber ovenpå, hvorefter det er rullet sammen med tomatskiver og kål. Det smager voldsomt godt og er det bedste jeg har spist siden jeg kom hertil. (Jeg har allerede spist det 3 gange)

Min værtsfar sagde at det hed Rolex fordi alle kan lide Rolex-ure og alle kan lide Rolex-mad. Min værtssøster sagde at det var fordi man ruller den, roll – rolex. Jeg aner det ikke, men det smager nu godt.

Nogen stor madjournalist bliver jeg vist aldrig, men here you go, det her er primært hvad jeg har spist indtil videre i rækkefølge efter hvor godt det smager, ;-) Jeg håber jeg får tid til at tage billeder af og skrive om frugter og grøntsager her, specielt hvor rige farver og stærke smage noget som tomat og grøn peber har her. De har også almindelige søde bananer der er under halvt så store som de normale og deforme gulerødder og rødløg. Vi spiser ret meget ananas til mellemmåltider og ananas her er sååå saftig og sød i forhold til dem vi får i Danmark.

Og så er der jo selvfølgelig lige det der med at man skal drikke vand på flaske, hvilket man lige skal vænne sig til. Men det kommer helt naturligt når vandet fra hanerne både lugter og smager af klor. Jeg køber en del fra ”Rwenzori” (der er det højest bjerg i Uganda og omkring 2.000 m højt) eller ”Highland” når jeg skal have 1,5-liters vand og så har jeg lige skiftet mærke når jeg skal have 5-liters for jeg købte en flaske der smagte helt vildt af klor selvom det skulle have været mineralvand. Det kunne min mave vist heller ikke helt lide.
Nu jeg er ved drikkevarer så var en af de første opdateringer jeg skrev på facebook herfra at selvom ALT er anderledes her så er Coca Cola det samme lige meget hvor i verden man tager hen. Fanta derimod er helt anderledes. Måske kan man endda se på billedet nedenfor at farven er anderledes og smagen er også anderledes. Det er det samme med Mirinda (orange). Her har de endda en slags Mirinda Fruity der er lilla og som jeg virkelig skal nå at smage inden jeg tager hjem. Jeg kan forestille mig at det er nogen forskellige bær, men jeg glæder mig til at smage den

At pakke til Afrika 101

Skrevet søndag den 9. september 2012

Det her indlæg henvender sig mest af alt til andre volontører (eller andre) der planlægger at tage til Afrika eller måske endda Uganda. Jeg vil bare prøve at fortælle lidt om hvad jeg har taget med til de 16 uger jeg skal være væk og vigtigst af alt hvad der var godt og hvad der var latterligt ;-)

Først lige et billede af mit til tider meget uorganiserede kufferthjørne (hvilket også er en lille teaser til at jeg snart skriver om mit værelse og hvordan det ser ud):

Thank god at jeg huskede:
En hovedpude
    Selvfølgelig kunne jeg have købt en hernede men der er intet som sin egen hovedpude.
Gaffa-tape
    En af mine veninder sagde altid at hvis svaret ikke var gaffa så var det det forkerte spørgsmål. Jeg har ikke fået det brugt så meget endnu men jeg kan mærke at det kommer! Snart!
Gode bøger
    Som ung Muzungu-pige (hvid pige) i Uganda kan man bare ikke gå udenfor alene om aftenen og der er en helt logisk begrænsning på hvor meget man kan small-talke med dem man bor sammen med.
Et kamera
    Så jeg kan tage billeder, selvfølgelig! (Efter det er gået i stykker mærker jeg virkelig hvor meget jeg havde brug for det. Jeg krydser fingre for at de kan fixe det i weekenden)
En skod-computer
    Jeg kan tåle at miste den hvis det nu er. Bitter erfaring: sørg for at kunne installere programmer for næsten alt internet her er på modem!
Solcreme
    Jeg er heldig nok til at jeg er kommet i regntiden så solen er ikke så slem men hvis jeg havde været her på et hvert andet tidspunkt havde jeg ikke haft nok med.
En dagbog
    Faktisk mest af alt tak til farmor. Jeg havde ikke planer om at tage en med men da hun gav mig en tog jeg den med og det har været perfekt at have at sted at gøre af mine tanker når kommunikationen med dem jeg elsker er ret begrænset.
Myggespray
    Man slipper ikke uden om at tage det på hver gang solen går ned med mindre man vil sidde under sit myggenet.
En adapter
    Stikkene i Uganda er britiske og med samme spænding som i Danmark (ca. den er nemlig lidt ujævn)
Medicin
    Den første nat fik jeg uudholdelig tandpine (som jeg vidste ikke var noget for jeg havde været til tandlægen 4 dage tidligere) og elskede at jeg havde pakket panodil og ipren. Derudover har jeg malaria-piller, diarre-piller, næsespray og personlig medicin.

Jeg skulle virkelig have pakket mere/flere:
Håndsprit
    Jeg købte omkring 400 ml. med hjemmefra og jeg tror vist ikke helt det kommer til at være nok til 3 måneder. Planlæg at bruge det efter hvert toiletbesøg.
Vådservietter
    Vend tilbage i et senere indlæg om badeforhold og bare tro mig når jeg siger at du skal tage ca. 3-4 vådservietter med pr. dag og måske mere
.
Hvorfor var det lige at jeg glemte:
En vaskeklud
    Igen kan jeg kun referere til mit kommende indlæg om badeforhold og sige at den ville have været sindssyg god at have med.
Mine sorte leggings
    Her er varmt. Rigtigt varmt for en dansker. Husk let tøj der dækker dig nok til så du er anstændig men som ikke er for varmt. Hvidt tøj bliver aldrig rent igen i Afrika så lad det blive hjemme (man vasker mest i hånden)
Klip-klappere
    Det er ikke jordens undergang, jeg kan sikkert få et par hernede selvom jeg er str. 40. Men det fylder/vejer ingenting så det burde jeg have haft med.
En paraply
    Jeg var overbevist om at mit fantastiske regnsæt ville være nok, men det er simpelthen for varmt og man ved aldrig hvornår det regner under regntiden. Tag en taske-paraply med, selvom den ikke er til megen nytte hvis der kommer en af de helt store byger.

Hvad tænkte jeg på?:
Bodyscrub og lignende
    Come on, den burde jeg have gennemskuet hjemmefra ikke gik.
Et lille myggenet
    Køb det største du kan finde. Brug de ekstra penge og spar besværet.
Lukkede sko
    Jeg troede sikkert de ville være gode at gå i. Oh, well jeg kan sikkert donere dem til nogle ugandere, de virker til at være immune overfor varme. Og mine gode lukkede sko kan måske bruges når jeg begynder at løbe.

Det bedste tip jeg har, er at lave en udførlig liste og pakke realistisk. Du får ikke brug for luksusprodukter, hvidt tøj og mange andre ting du bruger derhjemme. Når det så er sagt er jeg lidt en fan af at bruge bare ti minutter hver aften på ”beauty time” med cremer og hårbørste for stadig at føle mig som et menneske. :-D

Den slags hjemve der starter i lufthavnen

Skrevet søndag den 9. september 2012 (Advarsel: et lidt negativt indlæg skrevet en uge efter jeg kom hertil. Nu har jeg været her i to uger og hvis I leder lidt højere oppe kan i finde en ny update –mere positive ting, I promise)

Random udsigt fra en landsby ved Entebbe-Kampala Road

Jeg har snart været en uge i det her mærkelige land, hvor jorden er rød. Jeg tror det var Winston Churchill der engang (før Idi Amins tid) kaldte Uganda for Afrikas Perle. Jeg har ikke været ude i hvad jeg har fået at vide er den storslåede natur endnu så indtil videre kan jeg kun udtale mig om at Kampala og forstæderne Lweza og Kajjansi, hvor jeg henholdsvis er frivillig og bor, ikke ligefrem er billedskønne områder. Hovedvejen fra Entebbe (hvor lufthavnen ligger) til hovedstaden Kampala er egentlig en okay vej uden alt for store huller. Der er også veje der egentlig er okay i Kampala men i forstæderne er der ikke asfalt andre steder en på den store gennemgående hovedvej (der for resten kun har et spor i hver retning det meste af vejen).

To maend paa en cykel paa ugandisk grusvej. I ville blive overrasket over hvor meget man kan have paa en cykel. ;-)

Så efter min første uge, hvor jeg hver gang folk har spurgt til mit indtryk af landet kun har kunnet svare at det var MEGET anderledes end Danmark, har jeg stadig den her nagende følelse af hjemve. Jeg rejser med Dansk ICYE og i det forberedelsesmateriale jeg fik af dem stod der at hjemve kunne være et symptom på kulturchok, samt en lang række råd til hvad man kan gøre for at modvirke kulturchok. For mig tror jeg at jeg enten har kulturchok som en konsekvens af min hjemve eller at jeg både har hjemve OG kulturchok som to separate ting, for min hjemve startede allerede i lufthavnen.
Alle jeg kender der har været på spændende rejser alene til eksotiske steder har altid fortalt at det har været deres livs rejse og bare den fedeste tid. Jeg ved stadig ikke om det kommer til at blive sådan for mig, men lige nu vil jeg være ærlig nok til at sige at jeg faktisk har det ret skidt med at være af sted alene. Man ved aldrig om man er klar til at rejse alene til den anden ende af jorden i 3 måneder før man gør det, og jeg tror at min konklusion er at jeg nok ikke var klar. Hvis jeg skulle gøre noget om ville det i hvert fald være at tage en anden med eller rejse i en gruppe for jeg var i hvert fald ikke (som den 18-årige pige der lige er kommet ud af gymnasiet jeg er) klar til at rejse så langt alene nu. Så nu kommer det spændende spørgsmål; bliver jeg i virkeligheden stærk af den her oplevelse i så høj grad at jeg bliver hernede og bliver motherfucking though af det eller falder jeg bare aldrig til og tager hjem igen om en måned?
Så dagens ærlige indrømmelse er vel at det bare ikke altid er super sjovt at tage på ”sit livs rejse” og at der ikke er nogen skam i af tage hjem hvis man giver det lidt tid og stadig er ensom/ked af det/har hjemve.
Sorry, for billedkvaliteten i det her indlæg. De er begge taget i en beskidt gammel bus mens det regnede. Jeg lover at jeg har mere klare og skarpe ting i senere indlæg, hvis jeg får mit splinternye-men-fejlfyldte kamera fixet i et samsung-servicecenter :-)

P.S. Til dem der kæmpede sig hele vejen igennem mine random tanker; tillykke, I har vundet to M&M´s og retten til at komme tilbage igen når jeg skriver indslag der rent faktisk handler om noget som fx trafik, mad, penge, internet og mobiltelefoner, pakketips til andre rejsende og meget mere. Nå, ja; og VELKOMMEN til min blog! :-D

Velkommen!

Super-rigtigt-fantastisk mange gange velkommen til min rejseblog ”En muzungu på afveje”, der handler om min rejse som frivillig i Uganda. Jeg har skrevet de første par indlæg men en blog uden billeder ville bare være for kedeligt, og på grund af min internetforbindelse kan jeg ikke uploade dem før jeg får forvildet mig hen på en internetcafé hvilket måske bliver i morgen eller tirsdag/onsdag (jeg har allerede adopteret den ugandiske tidsopfattelse). Indtil da; Glæd jer (men ikke alt for meget) til at høre om mine oplevelser og mine mere eller mindre brugbare råd til andre rejsende.

Muzungu: Luganda for ”hvid”. Alle hvide mennesker i det centrale Uganda kan forvente at voksen og især børn råber det efter dem på gaden. Det er ikke nedladende eller negativt, bare en måde at sige hej på fordi de slet ikke er vant til hvide mennesker.