Jeg har mest af alt lavet den her blog så jeg kan opdatere alle derhjemme på samme tid om nogen af de ting jeg går og laver til hverdag. Nogen af top-spørgsmålene er:
Hvad laver du på dit projekt?
Er de søde dem du bor hos?
Hvordan går du på toilettet og i bad?
Hvad spiser du?
Så i dag vil jeg prøve at skrive lidt om maden i Uganda. Da jeg var derhjemme læste jeg at maden her er meget ”bland” med et godt engelsk ord og det tror jeg egentlig er en meget god beskrivelse. Det er
forskellige masser med variationer af sovs til.
Næsten hver eller hver anden dag siden jeg kom hertil har jeg fået ”mashed matoke”. Matoke er en slags banan, der ikke er sød og har grøn skral, som man så damper eller indkoger eller sådan noget til det bliver til en gul masse der er en lille smule klæbrig. For at være helt ærlig kan jeg ikke lide det. Men jeg opfører mig som en stor pige og spiser det når de serverer det for mig. Jeg prøver på at vænne mig til det men jeg har også på fornemmelsen at når jeg tager hjem igen vil jeg være lykkelig hvis jeg aldrig skal spise matoke igen i mit liv. På billedet nedenunder er der matoke ude til højre og en sovs med oksekødstykker og…
Posho til venstre. Endnu en klassisk klæbrig Uganda-masse. Den laves ud af majsmel og kogende vand og er helt hvid og, ja klæbrig. Det er ligesom matoke en af de helt store mad-kilder her og på den skole hvor jeg er frivillig får børnene det hele tiden til frokost med enten en slags ærter eller bønner. Jeg kan forestille mig at det er meget billigt og fyldt med en eller anden kilde til næring. På billedet nedenunder er der også posho og ris (yay, ris – det ved man hvad er). Selvom de ikke spiser ris hele tiden er det alligevel meget normalt og ris smager heldigvis også af ris i Afrika. Den brune masse på billedet er hvad de kalder ”ground nuts” som er en eller anden sovs der er lavet ud af en slags knuste nødder. Jeg tror måske jeg hørte en sted at det er hasselnødder, men jeg ved stadig ikke hvordan man lige laver det (måske er det af deres G. nuts) Jeg er heller ikke sikker på at jeg har lyst til at lære det. Det mest positive man kan sige om det er at det ikke smager som det ser ud. Det smager faktisk okay, så længe de ikke putter røget fisk i. Når de gør det er jeg villig til at gå sulten i seng.
Udover posho, matoke og ris er kartofler og søde kartofler også meget normalt at spise til de her forskellige sovse. Jeg er ved at lære at lave noget mad og jeg har faktisk lært at lave en kartoffelret der smager rigtigt godt, hvilket er lidt sejt. Det er en ret med almindelige kartofler (irish potatoes hedder de her) og tomat, grøn pebber, gulerødder, løg, hvidløg og karry der bliver ret lækkert. Der er også en risret jeg gerne vil lære at lave, som ligesom kartoffelretten er god men sjælden.
Men det ultimative kulinariske højdepunkt i Uganda so far er Rolex (som jeg virkelig bliver nødt til at lære at lave inden jeg tager hjem!). Det har ingenting med ure at gøre, men er oprindeligt og bliver stadig solgt som streetfood i byer i Uganda. Det er en chapati-madpandekage (som for resten også er rigtig god bart til morgenmad eller hvis man bare er lidt sulten) hvor dejen indeholder løg og grøn peber hvor der er lagt en omelet der også indeholder løg og grøn peber ovenpå, hvorefter det er rullet sammen med tomatskiver og kål. Det smager voldsomt godt og er det bedste jeg har spist siden jeg kom hertil. (Jeg har allerede spist det 3 gange)
Min værtsfar sagde at det hed Rolex fordi alle kan lide Rolex-ure og alle kan lide Rolex-mad. Min værtssøster sagde at det var fordi man ruller den, roll – rolex. Jeg aner det ikke, men det smager nu godt.
Nogen stor madjournalist bliver jeg vist aldrig, men here you go, det her er primært hvad jeg har spist indtil videre i rækkefølge efter hvor godt det smager, ;-) Jeg håber jeg får tid til at tage billeder af og skrive om frugter og grøntsager her, specielt hvor rige farver og stærke smage noget som tomat og grøn peber har her. De har også almindelige søde bananer der er under halvt så store som de normale og deforme gulerødder og rødløg. Vi spiser ret meget ananas til mellemmåltider og ananas her er sååå saftig og sød i forhold til dem vi får i Danmark.
Og så er der jo selvfølgelig lige det der med at man skal drikke vand på flaske, hvilket man lige skal vænne sig til. Men det kommer helt naturligt når vandet fra hanerne både lugter og smager af klor. Jeg køber en del fra ”Rwenzori” (der er det højest bjerg i Uganda og omkring 2.000 m højt) eller ”Highland” når jeg skal have 1,5-liters vand og så har jeg lige skiftet mærke når jeg skal have 5-liters for jeg købte en flaske der smagte helt vildt af klor selvom det skulle have været mineralvand. Det kunne min mave vist heller ikke helt lide.
Nu jeg er ved drikkevarer så var en af de første opdateringer jeg skrev på facebook herfra at selvom ALT er anderledes her så er Coca Cola det samme lige meget hvor i verden man tager hen. Fanta derimod er helt anderledes. Måske kan man endda se på billedet nedenfor at farven er anderledes og smagen er også anderledes. Det er det samme med Mirinda (orange). Her har de endda en slags Mirinda Fruity der er lilla og som jeg virkelig skal nå at smage inden jeg tager hjem. Jeg kan forestille mig at det er nogen forskellige bær, men jeg glæder mig til at smage den
No comments:
Post a Comment