Billeder og hygge

Jeg fejrer lige at mit internet udløber i aften og inden jeg fornyer det skal jeg jo lige udnytte de sidste MB's jeg har tilbage på det her ved at poste nogle billeder af hvad jeg går og oplever. Udvalgt under et strømsvigt, så kvaliteten står jeg ikke inde for ;-)

På sådan en god gammeldags turistudflugt for at se traditionelle kulturelle danse hvorefter de så lidt tvang en til at danse med dem. Så mig med en mærkelig tromme man slår på med noget der minder om et piskeris og en meget traditionelt klædt ugander.

Independence Carnival i Kampala. Det lyder mere fancy end det var, det var faktisk ret kedeligt :-P Men jeg fik da lige et billede af den ene ting der rent faktisk lignede et carnival.

Ude og bade i Victoriasøen, og jeg synes bare lige jeg ville vise et palmeblad ud over den dejlige så på en af min rejses varmeste dage, bare fordi det er frostvejr i Danmark. :-) 

Hey, det er da der hvor jeg bor! Eller i hvert fald gårdspladsen der hvor jeg bor.

Oh, man. Nogengange for Sofie og jeg cravings efter almindelig mad og går på opdagelse omkring Kampala  Road, hvor man bla. på Nando's kan få pomfritter, salat,pitabrød, wraps, sandwich, pizza og andre gode sager. Læg mærke til ketchuppens meget funky farve. Det har underholdt os meget.

Det sker jo bare nogengange at der går en ko midt ud på en af hovedvejene i Kampala. No big deal, selvom folk bliver lidt sure på den. Men lige den her har ikke nogen 1 meter lange dræberhorn (ja, jeg er bange for køer). De går frit sådan lidt som de vil. lidt ligesom aber, høns, kalkuner, flagermus, hunde og katte.

Og ja, nogengange når man alligevel er i byen bliver man nødt til lige at gå på hvad der minder om en helt almindelig dansk cafe (på nær tilkaldeknappen ude til højre i billedet - det er sgu lidt mærkeligt) bare en halv time inden man vender tilbage til forstads-uganda :-D

DGIs verdenshold i Kampala med deres indgang. Lidt smukt med det danske flag ved siden af det ugandiske og vildt at høre folk tale dansk rundt omkring mig. Måske en lille bitte tåre en i den ene øjenkrog da vi sang den danske nationalsang

Når der er trafikprop (hver aften mellem ca. klokken 18:30 og klokken 21) så slås folk rent faktisk for at komme ind i bussen. En busbillet hjem til mig er 800 shs. og en taxi er 1500 shs. Så de sparer ca. 1,5 krone ved at skubbe, sparke og slå hinanden for at komme ind. Behøver jeg sige at lommetyvene elsker det her sted og at jeg gerne holder mig lidt på afstand?

Ligesom dengang man købte taletid i brugsen

Haha, just kidding den tid kan jeg ikke engang huske.. Men da jeg startede med at have en mobil synes jeg fjernt at kunne huske at mine forældre skulle sætte taletid ind på den før man kunne ringe og smse..

Når man skal aktivere internet. Omstændigt, haha. Redskaber: 2 simkort, ca. 7-8 airtime-kort, et modem og en mobiltelefon.

I Uganda bruger man ”airtime” og køber ”airtime cards” Det er kort på størrelse med et kreditkort for de største beløb (20.000 og 10.000) og små papirsstrimler for de mindre (5.000, 2.000, 1.000 og 500). På de her kort er der så et slags skrabelod hvor man skraber og får en kode på 16 cifre eller sådan noget, som man så skal skrive ala. *130*KODE# og så trykke ring op hvorefter den registrer ens nye saldo. Man kan købe de her koder OVERALT, specielt hvis man har MTN ligesom mig eller Warid eller Airtel, der er de helt store telefon-selskaber. MTN er så populært at man overalt kan finde små skure eller hele bygninger i den karakteristiske MTN-gule farve. Så vidt jeg kan gætte mig frem til kan man få en ret stor rabat på at få malet hvis man går det gennem MTN/Sadolin/Regal Paints/Airtel eller lignende mod at de så til gengæld maler en reklame.

Internet fungerer mere eller mindre på samme måde. Først ”loader” man airtime på sin mobil, hvorefter man køber en internetpakke med et vist forbrug over en vis periode. Så sætter man sim-kortet tilbage i et modem og så kan man bruge det til internetforbindelse. Her findes absolut ingen trådløse forbindelse og kun kabler på internetcaféer..

Til bryllup i landsbyen

Ligesom så meget andet kan man bare ikke forestille sig et ugandisk bryllup før man har set det.

Mit kamera har panorama-funktion. Seeeejt, hva'?

Først lige lidt om bryllupper i Uganda og baggrunden (fordi jeg er lidt kultur-nørd):

I Uganda er kæreste-forhold ikke noget der er offentligt. Som regel har unge mennesker kun hemmelige kærester og ens kæreste møder ikke ens familie før han har samlet en hel masse penge sammen til den kulturelt bestemte medgift. Medgiften varierer fra område til område men så vidt jeg har kunne forstå er det nogenlunde et jakkesæt til faren (og alle hans brødre), en traditionel kjole (gomes) til moren (og alle hendes søstre), en hane til alle hendes brødre, en konvolut med penge (mange penge, men hvor mange vil de ikke ud med. Den ene jeg talte med sagde ”Ja, det kan da godt kun være 50.000 shs. hvis det er det han virkelig mener jeg er værd!”. Så maaaaange penge i Uganda-standard) og så et eller andet med en ko. Det der med koen varierer meget fra egn til egn. I den vestlige del af landet er det op mod 15 køer, men her i Wakiso (et distrikt i det centreale Uganda) var det – i hvert fald til det bryllup jeg var til – kun en kos ben. Og på billedet nedenfor kan man så se det der ko-ben ligge inde i ”stuen”. Derudover er det også meget normalt at komme med kurve med ananasser, sukker, mel og alle mulige andre gaver.

Brylluppet består så af to dele. ”The introduction” som jeg var med til finder sted hos pigens familie og er en stor fest, hvorefter de hos muslimer samme dag og hos kristne dagen efter tager hjem til mandens landsby og holder den officielle ceremoni der juridisk gør dem til gifte mennesker.

Okay, nok kultur-snak. Min oplevelse var hel vild til det bryllup. Folk var klædt i de traditionelle klædedragter og da jeg ankom var min værtssøster (der også er en af brudens mange, mange søstre) hurtig til at gribe fat i mig og putte mig i en ”Gomes”. Selvfølgelig ikke en af de der rigtig smukke af slagsen i rød eller blå men den mest hæslige af slagsen i skrigende grøn med tilhørende bælte.

Det viste sig så at der var en mere eller mindre lumsk bagtanke da en del andre piger gik rundt i samme gomes. Jeg prøvede at spørge hvorfor vi havde det samme tøj på, men på rigtig Uganda-maner fik jeg aldrig rigtigt et reelt svar. Før hun siger at nu skal vi stille os op på række, fordi voi skulle ind og ”præsenteres”. For hvem fandt jeg aldrig rigtigt ud af – måske brudens forældre eller gommens forældre. Hvem ved? Mens vi står og venter på at det bliver vores tur til at danse ind 8hvordan får jeg rodet mig ud i sådan noget? Jeg kan ikke danse og det er som om afrikanere bare lever med rytme og souuuul) spørge hun mig om jeg kan hilse på det lokale sprog ”luganda”. Jeg synes det var et dumt spørgsmål, for jeg havde jo gået og hilst sådan i flere uger. Da jeg så siger det til hende siger hun ”Fint, så giver vi dig mikrofonen”. OMG! Sådan et bryllup er maaaange mennesker og jeg kunne ikke komme uden om det. Men det var faktisk rigtigt sjovt og alle gæsterne grinte fordi det var sjovt at den eneste hvide pige til brylluppet kunne sige noget på deres sprog.

Til det her bryllup løb jeg ind i et ”problem” som jeg egentlig synes kan gå mig ret meget på nerverne. Som hvid i Uganda er man altid lidt en ”attraktion” og mere et fascinerende dyr end et menneske. Flere kom op til min værtsfar for at ”takke ham for at have taget en hvid med” fortalte han senere, og alle ville have taget billeder med mig, selv på mit eget kamera. Jeg talte med min mor om at det egentlig er en slags omvendt racisme og den kloge kvinde mindede mig om at det vel er racisme lige meget hvilket fortegn det har. Selvfølgelig er positiv racisme bedre end negativ racisme men det kan stadig være frustrerende og være med til at man føler sig lidt udsat og som et fremmed element.

Men nok om frustrationer og tilbage til at jeg fik taget billede med bruden (som i dagens anledning var i 3 forskellige kjoler - inkl. en paliet-gomes og en vestlig hvid brudekjole) og at det i det hele taget bare var fantastisk at opleve hvordan de klæder sig på til fest og præsenterer hinanden for deres forældre og de sindssyge gaver han forventes at give.  

”Du kommer til at skulle grave et hul hver gang du skal på toilettet”

Inden jeg tog af sted fortalte folk (specielt min far der for sjov –tror jeg nok- prøvede på at overtale mig til at blive hjemme) de vildeste Afrika-fordomme om hvor slemt mit ophold ville blive.

Indtil videre har jeg været har i syv uger og har endnu ikke haft ”hoe’en” (en slags spade) fremme. Indrømmet, hygiejne og toiletforhold er lidt en prøvelse i Uganda men jeg bor jo i en forstad til hovedstaden så forholdene her er faktisk okay.

Det er ret almindeligt her at et toilet er et cementgulv med et A5-størrelse hul i midten der så er uendeligt dybt. Et latrin som toilet kan virkelig godt være en prøvelse for en dansker som mig men man bliver bedre til det. Jeg kender en del der har latriner som det og sådan er det også på den skole hvor jeg er frivillig.

På sundhedscenteret derimod har de opgraderet det et skridt ligesom på billedet ovenfor som er fra et fodboldstadion. Det er en slags porcelæn eller plastik hvor der er lavet plads til fødder og et slags nedløb. Så en slags pimpet latrin, men stadig sådan så man nogle gange ønsker at man var en dreng :-)

Et latrin er egentlig hvad mange folk er vant til og jeg grinte helt vildt da jeg fandt den her toiletdør. Mange ugandere ved simpelthen ikke hvordan de skal bruge et toilet og folk der stiller så op på brættet og sætter sig på hug er åbenbart et problem nogle steder, haha.

Men hjemme hos mig har vi et skur omme bagved med et toilet i. Men da vi ikke har indlagt vand så skal man lige tage en spand med nogle liter vand med og skylle efter med det. I det mindste sidder man rent faktisk på et toilet. Nogle steder (fx på klosteret ved skolen og HIV/AIDS-hospitalet) har de rigtige toiletter med indlagt vand og håndsæbe, hvilket føles reeeet luksus. Oh, man.. Nogen gange glæder jeg mig til at komme hjem til DK og vores hverdags-luksus.

Som for eksempel et brusebad. At vi ikke har indlagt vand betyder at de enten henter vand hos en nabo (omkring 200-300 m oppe af en stejl skrant i 20-liters dunke ”jerrycans”) i tørketiden eller bruger regnvand til toliet, badevand og vaskevand i regntiden. Da det er regntid lige nu betyder det at alt mit badevand først er løbet hen over taget og så ned af nedløbsrøret og ned i en spand, hvorefter det bliver hældt over i jerrycans. Så mit badevand er sådan lidt beskidt inden jeg bruger det – gad vide om jeg har været ren siden jeg var i brusebad sidst?

Da jeg først kom sagde de ”This is your room”, hvorefter de pegede ind i en niche og sagde ”This is your bathroom”. Jeg blev sådan lidt overrasket og spurgte om det så også var bruser og alt muligt. De grinede nærmest bare lidt. For selvfølgelig ikke. Jeg tager bad med de redskaber der er på billedet ovenfor. Jeg koger omkring 1,5 l vand og så fylder jeg efter med koldt vand. Så med sammenlagt under 10 l vand prøver jeg så på at blive ren ved hjælp af en kande og en vaskeklud. Den store rød/orange spand står jeg egentlig bare i mens jeg er i bad i håbet om at mine fødder bliver rene bare 5 min. indtil jeg træder udenfor igen. Jeg har virkelig vænnet mig til at mine fødder bare altid er beskidte her.

Postkortdag

Jeg er ikke den store fan af postkort så bare det at tage mig sammen til at skrive 4 til at sende hjem og 3 til at give til folk når jeg tager hjem var lidt af en udfordring for mig.

Og da jeg sad og skrev dem gik det for alvor op for mig; kun 2 uger tilbage i Uganda før jeg sætter mig på en flyver på vej hjem til et koldt lille land ca. 6400 km stik nord.. Wow. Så gik tiden næsten alligevel, og selvom jeg til at begynde med aldrig have troet at jeg ville klare at bo her så endte jeg faktisk med at trives ret godt i Uganda, selvom der stadig er irritationsmomenter der skal overkommes hver dag. Jeg glæder mig til at komme hjem med jeg kommer til at savne det her mærkelige land hvor jorden er rød :-)

Til dem der tænker "skulle du ikke først komme hjem den 22. december?":

Jo, men jeg ændrede det. At forny mit visa for de 16 dage der er mellem den 21. december (min oprindelige hjemrejsedag) og den 5. december hvor det udløber ville være både overdrevet dyrt og overdrevet besværligt. Samtidig lukker halvdelen af mit projekt den 2. december og med den flybillet jeg kunne ændre gratis endte det med at den mest logiske dag at tage hjem blev den 26. november sammen med Sofie der er den anden danske voluntør på vores ende af Entebbe Road (og som de små afrikanerbørn er overbevist om er min søster selvom hun har helt blond hår og overhovedet ikke ligner mig)