Til bryllup i landsbyen

Ligesom så meget andet kan man bare ikke forestille sig et ugandisk bryllup før man har set det.

Mit kamera har panorama-funktion. Seeeejt, hva'?

Først lige lidt om bryllupper i Uganda og baggrunden (fordi jeg er lidt kultur-nørd):

I Uganda er kæreste-forhold ikke noget der er offentligt. Som regel har unge mennesker kun hemmelige kærester og ens kæreste møder ikke ens familie før han har samlet en hel masse penge sammen til den kulturelt bestemte medgift. Medgiften varierer fra område til område men så vidt jeg har kunne forstå er det nogenlunde et jakkesæt til faren (og alle hans brødre), en traditionel kjole (gomes) til moren (og alle hendes søstre), en hane til alle hendes brødre, en konvolut med penge (mange penge, men hvor mange vil de ikke ud med. Den ene jeg talte med sagde ”Ja, det kan da godt kun være 50.000 shs. hvis det er det han virkelig mener jeg er værd!”. Så maaaaange penge i Uganda-standard) og så et eller andet med en ko. Det der med koen varierer meget fra egn til egn. I den vestlige del af landet er det op mod 15 køer, men her i Wakiso (et distrikt i det centreale Uganda) var det – i hvert fald til det bryllup jeg var til – kun en kos ben. Og på billedet nedenfor kan man så se det der ko-ben ligge inde i ”stuen”. Derudover er det også meget normalt at komme med kurve med ananasser, sukker, mel og alle mulige andre gaver.

Brylluppet består så af to dele. ”The introduction” som jeg var med til finder sted hos pigens familie og er en stor fest, hvorefter de hos muslimer samme dag og hos kristne dagen efter tager hjem til mandens landsby og holder den officielle ceremoni der juridisk gør dem til gifte mennesker.

Okay, nok kultur-snak. Min oplevelse var hel vild til det bryllup. Folk var klædt i de traditionelle klædedragter og da jeg ankom var min værtssøster (der også er en af brudens mange, mange søstre) hurtig til at gribe fat i mig og putte mig i en ”Gomes”. Selvfølgelig ikke en af de der rigtig smukke af slagsen i rød eller blå men den mest hæslige af slagsen i skrigende grøn med tilhørende bælte.

Det viste sig så at der var en mere eller mindre lumsk bagtanke da en del andre piger gik rundt i samme gomes. Jeg prøvede at spørge hvorfor vi havde det samme tøj på, men på rigtig Uganda-maner fik jeg aldrig rigtigt et reelt svar. Før hun siger at nu skal vi stille os op på række, fordi voi skulle ind og ”præsenteres”. For hvem fandt jeg aldrig rigtigt ud af – måske brudens forældre eller gommens forældre. Hvem ved? Mens vi står og venter på at det bliver vores tur til at danse ind 8hvordan får jeg rodet mig ud i sådan noget? Jeg kan ikke danse og det er som om afrikanere bare lever med rytme og souuuul) spørge hun mig om jeg kan hilse på det lokale sprog ”luganda”. Jeg synes det var et dumt spørgsmål, for jeg havde jo gået og hilst sådan i flere uger. Da jeg så siger det til hende siger hun ”Fint, så giver vi dig mikrofonen”. OMG! Sådan et bryllup er maaaange mennesker og jeg kunne ikke komme uden om det. Men det var faktisk rigtigt sjovt og alle gæsterne grinte fordi det var sjovt at den eneste hvide pige til brylluppet kunne sige noget på deres sprog.

Til det her bryllup løb jeg ind i et ”problem” som jeg egentlig synes kan gå mig ret meget på nerverne. Som hvid i Uganda er man altid lidt en ”attraktion” og mere et fascinerende dyr end et menneske. Flere kom op til min værtsfar for at ”takke ham for at have taget en hvid med” fortalte han senere, og alle ville have taget billeder med mig, selv på mit eget kamera. Jeg talte med min mor om at det egentlig er en slags omvendt racisme og den kloge kvinde mindede mig om at det vel er racisme lige meget hvilket fortegn det har. Selvfølgelig er positiv racisme bedre end negativ racisme men det kan stadig være frustrerende og være med til at man føler sig lidt udsat og som et fremmed element.

Men nok om frustrationer og tilbage til at jeg fik taget billede med bruden (som i dagens anledning var i 3 forskellige kjoler - inkl. en paliet-gomes og en vestlig hvid brudekjole) og at det i det hele taget bare var fantastisk at opleve hvordan de klæder sig på til fest og præsenterer hinanden for deres forældre og de sindssyge gaver han forventes at give.