Den slags hjemve der starter i lufthavnen

Skrevet søndag den 9. september 2012 (Advarsel: et lidt negativt indlæg skrevet en uge efter jeg kom hertil. Nu har jeg været her i to uger og hvis I leder lidt højere oppe kan i finde en ny update –mere positive ting, I promise)

Random udsigt fra en landsby ved Entebbe-Kampala Road

Jeg har snart været en uge i det her mærkelige land, hvor jorden er rød. Jeg tror det var Winston Churchill der engang (før Idi Amins tid) kaldte Uganda for Afrikas Perle. Jeg har ikke været ude i hvad jeg har fået at vide er den storslåede natur endnu så indtil videre kan jeg kun udtale mig om at Kampala og forstæderne Lweza og Kajjansi, hvor jeg henholdsvis er frivillig og bor, ikke ligefrem er billedskønne områder. Hovedvejen fra Entebbe (hvor lufthavnen ligger) til hovedstaden Kampala er egentlig en okay vej uden alt for store huller. Der er også veje der egentlig er okay i Kampala men i forstæderne er der ikke asfalt andre steder en på den store gennemgående hovedvej (der for resten kun har et spor i hver retning det meste af vejen).

To maend paa en cykel paa ugandisk grusvej. I ville blive overrasket over hvor meget man kan have paa en cykel. ;-)

Så efter min første uge, hvor jeg hver gang folk har spurgt til mit indtryk af landet kun har kunnet svare at det var MEGET anderledes end Danmark, har jeg stadig den her nagende følelse af hjemve. Jeg rejser med Dansk ICYE og i det forberedelsesmateriale jeg fik af dem stod der at hjemve kunne være et symptom på kulturchok, samt en lang række råd til hvad man kan gøre for at modvirke kulturchok. For mig tror jeg at jeg enten har kulturchok som en konsekvens af min hjemve eller at jeg både har hjemve OG kulturchok som to separate ting, for min hjemve startede allerede i lufthavnen.
Alle jeg kender der har været på spændende rejser alene til eksotiske steder har altid fortalt at det har været deres livs rejse og bare den fedeste tid. Jeg ved stadig ikke om det kommer til at blive sådan for mig, men lige nu vil jeg være ærlig nok til at sige at jeg faktisk har det ret skidt med at være af sted alene. Man ved aldrig om man er klar til at rejse alene til den anden ende af jorden i 3 måneder før man gør det, og jeg tror at min konklusion er at jeg nok ikke var klar. Hvis jeg skulle gøre noget om ville det i hvert fald være at tage en anden med eller rejse i en gruppe for jeg var i hvert fald ikke (som den 18-årige pige der lige er kommet ud af gymnasiet jeg er) klar til at rejse så langt alene nu. Så nu kommer det spændende spørgsmål; bliver jeg i virkeligheden stærk af den her oplevelse i så høj grad at jeg bliver hernede og bliver motherfucking though af det eller falder jeg bare aldrig til og tager hjem igen om en måned?
Så dagens ærlige indrømmelse er vel at det bare ikke altid er super sjovt at tage på ”sit livs rejse” og at der ikke er nogen skam i af tage hjem hvis man giver det lidt tid og stadig er ensom/ked af det/har hjemve.
Sorry, for billedkvaliteten i det her indlæg. De er begge taget i en beskidt gammel bus mens det regnede. Jeg lover at jeg har mere klare og skarpe ting i senere indlæg, hvis jeg får mit splinternye-men-fejlfyldte kamera fixet i et samsung-servicecenter :-)

P.S. Til dem der kæmpede sig hele vejen igennem mine random tanker; tillykke, I har vundet to M&M´s og retten til at komme tilbage igen når jeg skriver indslag der rent faktisk handler om noget som fx trafik, mad, penge, internet og mobiltelefoner, pakketips til andre rejsende og meget mere. Nå, ja; og VELKOMMEN til min blog! :-D